Eksistentiel psykoterapi tager udgangspunkt i, at menneskets lidelse ikke alene skyldes symptomer, uhensigtsmæssige tanker eller tidligere erfaringer, men også hænger sammen med de grundvilkår, vi alle lever under. Vi konfronteres gennem livet med frihed og ansvar, mening og meningsløshed, kærlighed og ensomhed, liv og død, og med spørgsmålet om, hvordan vi ønsker at være til stede i verden.
Målet med terapien er derfor ikke først og fremmest at fjerne symptomer, men at støtte mennesket i at leve mere sandt, frit og i overensstemmelse med det, som det dybest set oplever og er.
I min måde at arbejde med eksistentielle temaer i terapien skal de ikke primært forståes som noget, der skal begribes mentalt, men som noget, der viser sig i den levede og kropsligt sansede erfaring. Kroppen bærer ofte den oplevede mening, længsel, frygt, livskraft eller tomhed, længe før den kan beskrives med ord. I perioder med dyb eksistentiel krise kan oplevelsen af meningsløshed og tomhed nærmest føles som at man kommer væk fra kroppen og oplevelsen kan antage karakter af det, der beskrives som sjælens mørke nat. Selv oplevelser af tomhed og meningsløshed er dog stadigt kropsligt sansede oplevelser – hvilket også kan være vejen til at genfinde den indre mening som en kropslig erfaret forankring i tilværelsen og forbundethed med helheden.
Derfor arbejder jeg heller ikke først og fremmest med at analysere klientens oplevelse eller fortolke dens betydning. Opmærksomheden rettes i stedet mod den umiddelbare, sansede oplevelse, sådan som den viser sig fra øjeblik til øjeblik. Når denne oplevelse mødes med en åben, nærværende og vedholdende opmærksomhed, vil den ofte begynde at bevæge sig og udfolde nye erkendelser, følelser og muligheder.
Den eksistentielle proces bliver på denne måde ikke en søgen efter svar udefra, men en gradvis afdækning af det, der allerede lever i det enkelte menneske. Mening bliver ikke noget, der skabes gennem tænkning alene, men noget, der opdages gennem en stadig dybere kontakt med den umiddelbare oplevelse af at være til.
Jeg ser derfor eksistentiel psykoterapi som en tilgang, hvor klienten støttes i at komme i dybere kontakt med sig selv og dermed også med de grundlæggende livsvilkår, som præger ethvert menneskeliv. Og sigtet er at kunne leve og være til i større kontakt, frihed og overenstemmelse med sig selv.
I denne forståelse er eksistentiel psykoterapi ikke adskilt fra kroppen. Tværtimod er kroppen det sted, hvor livet kontinuerligt udfolder sig, også i mødet med andre, og hvor de eksistentielle temaer viser sig bliver levende og mærkbare.
