Dybdeafspænding, åndedrætsmetoder og kropsafspænding

At lade kroppen finde tilbage til sin naturlige ro

Mange mennesker lever i dag med en krop og et nervesystem, der gennem længere tid har været præget af uro, stress, alarmberedskab eller spænding. Når kroppen har været belastet gennem længere tid, kan det føles, som om den har glemt, hvordan det er at være helt afspændt.

I terapien bruger jeg derfor jævnligt tid på at guide klienten ind i en dybere fysisk og mental afspænding, når jeg vurderer, at det vil være hjælpsomt. For nogle bliver det blot en del af terapien. Andre vælger at bruge øvelserne hjemme mellem samtalerne som en enkel måde at finde ro og at støtte deres egen proces på.


En enkel tilgang

Jeg arbejder ikke med komplicerede teknikker eller lange meditationsprogrammer.

Ofte består afspændingen blot af en roligere og lidt dybere vejrtrækning, en gradvis afspænding af kroppens muskler og en afslappet opmærksomhed rettet mod kroppens sansninger – det kan være sansningen af den ene hånd eller  fod eller blot den sansede oplevelse af kroppen som helhed. 

Vores sansning foregår altid lige her og nu. De tanker der stresser os er derimod ofte rettet mod fortiden med dens smerte, vrede eller fortrydelse, eller mod fremtiden med bekymringer og forestillinger om, hvad der måske kan ske. Når opmærksomheden hviler i kroppens umiddelbare sansninger, bliver sindet ikke så let revet med af tanker om noget, der ikke længere er – eller endnu ikke er, og måske aldrig bliver. På den måde får både sindet og nervesystemet mulighed for at falde mere til ro.


Når kroppen får lov til at slippe

Jeg anvender derfor ofte disse enkle former for afspænding ved blandt andet angst, indre uro, tankemylder, bekymring og stresstilstande.

Mange oplever, at kroppen gradvist giver slip på spændinger, de slet ikke har været bevidste om at bære rundt på.

Samtidig bliver det tit lettere at regulere følelser, skabe indre ro og være mere nærværende i det, der er. Og mange kommer i den i den indre ro ofte i kontakt med en mere naturlig visdom om deres eget liv og kan pludselig se mere klart, hvad det de står i og hvad de ønsker at ændre eller handle på. Når man først kommer ind i den dybere ro så har man tit der adgang til svarene på sine egne spørgsmål og tvivl.

For nogle mennesker er det første gang i mange år – eller måske nogensinde – at de oplever en dyb indre ro.

 

“Sov og sans”

Nogle gange koger jeg hele processen ned til to enkle ord:

Sov og sans.

Ikke fordi du skal falde i søvn, men fordi kroppen og åndedrættet får lov til at hvile dybt, som når du sover.

Forskellen er, at opmærksomheden forbliver vågen.

I stedet for at følge tankerne hviler opmærksomheden i kroppens sansninger – måske i en hånd, en fod eller blot i den sansemæssige oplevelse af hele kroppen.

Herfra kan man komme i kontakt med en ro, som ikke er noget man skaber men er noget, der viser sig, når man kommer dybere. Roen har været der hele tiden, men har været skjult af spændinger, bekymringer og indre aktivitet. Det er lidt som havet, der kan være uroligt på overfladen – men går man lidt dybere, så er der fred og ro neden under det hele.


Nærvær og timing frem for teknik

Jeg anvender ikke disse former for afspænding som en fast teknik, der bruges i alle forløb.

Jeg bruger dem, når jeg oplever, at klienten er klar til netop dette, og når det giver mening i forløbet.

Min erfaring er, at den dybeste afspænding opstår, når vi føler os mødt med nærvær og indføling. Derfor skal kroppen ikke presses til at slappe af, men blot have de betingelser, hvor den mærker friheden og trygheden til selv at give slip. Det er ofte overraskende, hvor hurtigt kroppen kan finde tilbage til en ro, den måske har mistet kontakten til for mange år siden og det er ofte her varige forandringer og forløsninger kan begynde at ske og folde sig ud.