Det afgørende er ikke alene, om vi blev elsket. Mange mennesker er vokset op med forældre, der gjorde deres bedste og elskede deres børn. Alligevel kan barnet have manglet noget helt grundlæggende: at blive set og mødt klart som det menneske, det er.
Når et barn stabilt bliver mødt med en klar, nærværende og lydhør opmærksomhed, opstår der gradvist en oplevelse af: “Sådan er jeg. Det er sådan, jeg har det. Det er i orden at være mig.”
Det er denne klare spejling, som danner grundlaget for en tryg relation til os selv.
Ingen forældre kan spejle deres børn perfekt og vi lærer af det altsammen. Men hvis barnet over længere tid bliver mødt med kritik, devaluering, følelsesmæssigt fravær eller bliver set gennem de voksnes egne behov og konflikter, kan spejlingen blive uklar på en måde, der kan påvirke barnets selvfølelse negativt.
Barnet kan da gradvist begynde at miste kontakten og tilliden til sin egen umiddelbare oplevelse. I stedet lærer det at blive det menneske, som omgivelserne har lettere ved at acceptere.
Det kan føre til usikkerhed omkring egne følelser, behov og grænser. Mange mister tilliden til deres egen oplevelse og begynder i stedet at orientere sig efter, hvad andre mener, forventer eller har brug for.
Jeg ser den tidlige tilknytning som betydningsfuld, fordi den er grundlaget for den relation, vi udvikler til os selv.
Derfor handler terapien om gradvist at opbygge en tryggere og mere sand relation til den, man selv er.
Når kontakten til den indre oplevelse styrkes, bliver det lettere at mærke egne behov, følelser, værdier og grænser. Man bliver mindre afhængig af ydre bekræftelse og får en mere stabil oplevelse af sig selv.
Den vigtigste tilknytning bliver derfor den, vi udvikler indadtil.
En del af terapien kan bestå i gradvist at udvikle en ny måde at møde sig selv på.
Nogle gange sker det i første omgang gennem den spejling, man møder hos en nærværende terapeut. Herefter kan det være gennem øvelser, hvor klienten udvikler en mere omsorgsfuld relation til sit eget indre barn og bliver sin egen indre forældre.
Efterhånden kan den voksne del af os blive den kærlige, tydelige og beskyttende indre forælder, som det indre barn har brug for.
Det handler ikke om at fornægte eller bebrejde fortiden, men om at se ærligt på de konkrete virkninger af opvæksten og på basis her at skabe en ny indre relation, hvor vi møder os selv med den forståelse, omsorg og klarhed, som måske tidligere har manglet.
Relationen til os selv viser sig ikke kun i vores tanker. Den viser sig også i kroppen.
Når vi er godt forbundet med os selv, bliver kroppen ofte mere rolig, åndedrættet friere, og det bliver lettere at regulere følelser og bevare kontakten indadtil i nære relationer og udfordrende situationer.
Når kontakten til os selv er svækket, reagerer kroppen ofte med uro, spænding, usikkerhed eller tilpasning.
Derfor inddrages kroppen som en naturlig del af terapien. Gennem indre sansning, opmærksomhed, åndedræt og nærvær bliver det muligt gradvist at genopbygge forbindelsen til sig selv – ikke kun som en forståelse, men som en levende erfaring.
Jeg ser tilknytningsorienteret psykoterapi som en proces, hvor den ydre spejling gradvist bliver til en bevidst indre spejling.
Målet er at udvikle evnen til at møde sig selv med klarhed, ærlighed, omsorg og respekt. At blive som en god ven og en ærlig og kærlig indre forældre for dig selv.
Når vi lærer at se os selv klart, opstår der ofte en dybere ro. Vi bliver mindre styret af gamle mønstre og mere forbundet med det, vi allerede er og er en del af. Herfra bliver det også lettere at indgå i trygge og ligeværdige relationer med andre.
