Skam er en af de mest udbredte, grundlæggende og smertefulde menneskelige oplevelser. Skam handler ikke om, at vi har gjort noget forkert, men om oplevelsen af, at der er noget forkert ved os selv.
Når vi mærker skam, kan oplevelsen være: “Jeg hører ikke til eller “jeg er er ikke god nok”, ellerfor de mennesker der oplever det stærkest: “jeg fortjener ikke at leve”
Men skam kan opstå gennem forskellige processer. Nogle former for skam udspringer af vores tidlige relationer og traumatiske erfaringer. Andre kan forstås som en mere grundlæggende eksistentiel erfaring, der hænger sammen med selve det at være menneske.
Mennesket har gennem evolutionen udviklet en særlig form for bevidsthed. Vi er ikke blot en del af livet og naturen – vi kan også blive bevidste om, at vi er en del af livet og naturen.
Vi kan tænke over os selv, vores eksistens og vores plads i verden og universet. Vi kan spørge: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvad er meningen med mit liv?
Denne selvbevidsthed er en afgørende udvikling. Den giver os mulighed for refleksion, kreativitet, frihed, ansvar og en dybere forståelse af os selv og verden.
Men ´denne udvikling kommer med en udfordring:
Når vi udvikler en stærk individuel selvbevidsthed, opstår også oplevelsen af at være et separat selv. Vi går fra en mere umiddelbar oplevelse af at høre til i flokken og naturen til en oplevelse af: “Jeg er mig – og verden er udenfor mig.”
Denne adskillelse er nødvendig for at udvikle et selvstændigt individ. Men den kan også skabe en dyb længsel efter igen at mærke forbindelse og helhed.
Den eksistentielle skam kan opstå, når denne adskillelse ikke blot opleves som: “Jeg er et selvstændigt menneske.” men som: “Jeg er alene.” “Jeg hører ikke til.” “Der mangler noget grundlæggende i mig.”
I denne forståelse handler skammen ikke om, at mennesket faktisk har mistet sin værdi, men om oplevelsen af at have mistet den selvfølgelige kontakt til den større sammenhæng, man er født ind i og ud af.
Denne adskillelse og separation fra den store “moder” – jorden, naturen, universet – kan give os en følelse af eksistentiel angst, og en overvældende følelse af eksistentiel ubetydelighed og vores liv kan føles så værdiløst, meningsløst og tomt.
En anden form for skam opstår gennem vores personlige historie.
Som børn er vi dybt afhængige af relationen til andre mennesker. Vi har brug for at blive set, mødt og spejlet for at udvikle en sund kontakt til os selv.
Hvis vi oplever svigt, afvisning, kritik, utryghed eller traumatiske belastninger, kan vi begynde at lukke ned for dele af vores egen oplevelse.
Det kan være nødvendigt for barnet.
Når noget føles for smertefuldt eller overvældende, kan sindet beskytte os ved at skabe afstand til følelser, kropslige signaler og behov.
Men den samme beskyttelse, der hjælper os med at overleve, kan senere opleves som en smertefuld nedlukning af kontakten til vores indre liv, natur og helhed.
For når vi lukker af for smerten og frygten, kan vi ikke undgå også at komme til at lukke af for dele af vores egen indre natur og værdigheds-følelse– vi lukker af for vores følelser, vores kropslige visdom, vores livskraft og vores spontane måde at være i kontakt med livet og vores indre tryghed i os selv.
Her opstår en anden form for adskillelse:
Ikke kun fra andre mennesker – men primært fra os selv.
Selvom de to former for skam har forskellige rødder, kalder de terapeutisk set begge på grundlæggende samme bevægelse: En genoprettelse af kontakten til helheden.
Den eksistentielle skam handler om at genopdage forbindelsen til den større helhed, som vi i virkeligheden aldrig kan være adskilt fra.
Den psykologiske skam handler om at genopdage forbindelsen til de dele af os selv, som vi måtte lukke ned for.
Terapien er derfor ikke en proces, hvor vi skal skabe den værdi eller mening, vi mangler.
Vi kan derimod gradvist genfinde kontakten til en værdi og en helhed, som allerede findes i os og som vi er fuldstændigt og ubetinget indlejret i.
