For mig handler meditation ikke først og fremmest om en bestemt teknik eller metode. Meditation er den mest naturlige tilstand af vågen, afslappet tilstedeværelse, vi mennesker har adgang til.
Det er en tilstand, hvor kroppen slipper unødige spændinger, sindet falder til ro, og opmærksomheden bliver mere åben og nærværende. Der er ikke noget mystisk eller særligt ved meditation. Tværtimod. Den er et udtryk for menneskets mest enkle og naturlige måde at være til stede på.
Mange mennesker opdager i denne tilstand for første gang i lang tid, hvordan det føles at have ro i hovedet og fred indeni.
Jeg bruger ikke meditation som en metode, der skal udføres på bestemte tidspunkter eller på en bestemt måde i terapien.
Derimod opstår den meditative tilstand ofte naturligt under arbejdet.
Nogle gange bevæger terapien sig hen imod et sted, hvor kroppen slipper dybe spændinger, og sindet falder til ro af sig selv. Andre gange kan en enkel opmærksomhed på vejrtrækningen, en bevidst afspænding eller en nærværende sansning af kroppen skabe de betingelser, hvor en meditativ tilstand spontant opstår.
Når det sker, giver vi processen den tid, den har brug for. Ofte er det netop i disse øjeblikke af dyb ro, at kroppen og psyken får mulighed for at finde ro med det, der tidligere har været præget af uro, kamp eller fastlåshed.
Den meditative tilstand kan på mange måder ses som det modsatte af kroppens alarm- og stresstilstand.
Når nervesystemet er præget af sympatisk aktivering, er kroppen rettet mod kamp, flugt eller beskyttelse. Opmærksomheden bliver snæver, og sindet kan være fyldt af bekymringer, tankemylder eller indre uro.
Når kroppen derimod gradvist falder til ro, aktiveres det parasympatiske nervesystem. Åndedrættet bliver friere, musklerne slipper spændinger, og opmærksomheden bliver mere åben og hvilende.
For nogle mennesker er dette en velkendt oplevelse. For andre kan det være første gang i mange år, at de mærker en dyb indre ro.
Jeg arbejder med meditation på en meget enkel og jordnær måde.
Det kan være gennem et lidt dybere og roligere åndedræt, en bevidst afspænding af kroppen og en stille opmærksomhed på kroppens sansninger.
Der er ikke noget, der skal præsteres, og ingen særlig tilstand, der skal opnås.
Det afgørende er ikke meditation som teknik, men den kvalitet af vågent og afslappet nærvær, der kan opstå, når kroppen får lov til at slippe, og vi igen kommer i kontakt med os selv.
Den meditative tilstand og opmæksomhed kan på den måde bringes ind som en vej til at skabe større og mere stabil ro i sindet – og den kan opstå som en naturlig følge af den terapeutiske proces, når kroppen og sindet gradvist finder tilbage til deres egen iboende ro og tryghed i sig selv.
