Kropsorienteret psykoterapi

Kroppen som en del af den terapeutiske proces

Kroppen og psyken hænger uløseligt sammen. Vores livserfaringer, følelser og måder at være i verden på kommer ikke kun til udtryk gennem tanker og ord, men også gennem kroppen. Holdning, åndedræt, muskelspændinger, bevægelser, ansigtsudtryk og kropslige fornemmelser fortæller ofte noget, som endnu ikke er blevet bevidst.

I mit terapeutiske arbejde er kroppen derfor ofte en aktiv del af den terapeutiske proces og en vigtig kilde til forståelse, regulering og forandring.

Indre sansning og kroppens signaler

En væsentlig del af arbejdet handler om at udvikle kontakten til kroppens egne sansninger. Mange mennesker har gennem længere tid lært at overhøre eller ignorere kroppens signaler. Gennem en rolig og nærværende opmærksomhed bliver det muligt igen at mærke spændinger, impulser, følelser, vitalitet eller tomhed og lade kroppen vise vej i processen.

Ofte bliver klienten opmærksom på noget, som har været til stede længe, men som først bliver tydeligt, når opmærksomheden rettes mod det.

Spændinger, regulering og nervesystemet

Kroppen afspejler hele tiden vores indre tilstand. Langvarig stress, angst, sorg eller tidligere belastende oplevelser kan sætte sig som kroniske spændinger eller en vedvarende aktivering af nervesystemet.

I terapien arbejder vi derfor med at registrere kroppens spændingsniveau og støtte kroppens egen evne til regulering. Det kan blandt andet ske gennem bevidst opmærksomhed, åndedræt, små bevægelser, ændringer i kropsholdning, guidet indre sansning og andre enkle kropslige øvelser.

Når kroppen oplever større tryghed opstår der ofte mere ro, klarhed og kontakt – både til sig selv og til andre.

Bevægelse, udtryk og kontakt

Nogle oplevelser kan være vanskelige at udtrykke med ord alene. Derfor kan kroppen også inddrages mere aktivt gennem bevægelse, kropslige øvelser eller ekspressive udtryk, når det giver mening for processen.

Det kan være en impuls til at bevæge sig, en kropslig gestus, en ændring i kropsholdningen eller en fysisk måde at udtrykke en følelse eller indre oplevelse på. Disse udtryk bliver ikke betragtet som teknikker i sig selv, men som naturlige veje til større kontakt med det, der allerede lever i mennesket.

Berøring som støtte til nærvær og afspænding

I nogle terapeutiske forløb kan indgå let og beroligende eller afspændende berøring og vejledning i selv-berøring. Det kan feks være at lægge en hånd på eget hjerte eller krydse armene over eget bryst som en beroligende, selv-regulerende teknik. Berøring af klienten sker naturligvis altid med klientens fulde samtykke, med dyb respekt og indføling og når det vurderes relevant og hjælpsomt. Formålet er ikke behandling af kroppen som sådan, men at støtte kontakten til kroppen, fremme afspænding og hjælpe nervesystemet til bedre regulering. 

At lytte til det kroppen viser

En stor del af mit arbejde består i at være opmærksom på kroppens ofte meget fine signaler. Små ændringer i vejrtrækning, muskelspænding, ansigtsudtryk, stemmeføring, blikretning eller bevægelser fortæller ofte noget om klientens indre proces, før klienten selv er bevidst om det.

Disse signaler bruges ikke til at fortolke klienten, men som invitationer til nysgerrigt at undersøge, hvad kroppen forsøger at vise. Når opmærksomheden rettes mod disse subtile reaktioner, bliver de ofte indgangen til nye erkendelser og dybere kontakt med den indre oplevelse.

Kroppen rummer sin egen visdom

Gennem mange års arbejde og træning har jeg udviklet en fin kropslig indføling, som hjælper mig til at fornemme klientens tilstand og møde den med nærvær og præcision. Denne indføling bruges ikke til at vide noget om klienten på forhånd, men til løbende afstemning med klientens proces og til at støtte det, der naturligt er ved at udfolde sig.

Jeg ser kroppen som mere end blot et sted, hvor symptomer viser sig. Kroppen er et levende erfaringsfelt, som rummer hukommelse, følelser, relationelle erfaringer og en iboende evne til selv-regulering, navigation og selv-udtryk. Når kroppen mødes med opmærksomhed, tryghed og respekt, vil den ofte selv begynde at vise vejen mod større frihed, kontakt og helhed.