Hvad er skygge-arbejde / shadow work?

Hvad er skygge-arbejde / shadow-work ?

Det var mødet med den schweiziske psykiater, dybdepsykolog og psykoterapeut C.G. Jungs forfatterskab og min personlige erfaring med den jungianske analytiske psykologi og terapi, der for snart 30 år siden var min inspiration til at studere psykologi. Jungs dybtgående forståelse af psykens dynamiske karakter er blevet en integreret del af min tilgang til det psykologiske og psykoterapeutiske arbejde.

Hvad er skyggen?

Et af de mest kendte begreber fra Jungs forfatterskab er skygge-begrebet.

Med ordet “skyggen” betegner Jung den psykologiske del af os som er kommet i “skyggen” – modsat det som kan siges at være i “lyset”. Det som er i lyset er det, vi bevidst identificerer os med, det er vores bevidste selvopfattelse og det som er i skyggen er de dele af os som vi i opvæksten og mødet med vores forældre og verden omkring os har lært eller ubevidst konkluderet, at vi ikke må/vil kendes ved eller ikke tør se.

Skyggen opstår ved en-sidighed

Skyggen betegner ikke det som blot er ubevidst / uerkendt i os, fordi vi endnu ikke har set det, men handler om det som dannes ved en ensidig belysning. Skyggen er derfor et dynamisk fænomen – en skygge opstår jo som bekendt ved at et objekt belyses en-sidigt og jo mere blot en side belyses, jo mere skygge dannes naturligt som kontrast-virkning.

Når din styrke skaber skygge

Oversat til psykologi betyder det at jo mere du feks. er kommet til at opfatte dig selv som et menneske, der altid er stærk og glad og som altid hjælper andre, jo mere vil din menneskelige sårbarhed og begrænsning have en tendens til at komme i skyggen. Dette kan feks. medføre, at du en dag rammes af stress og overbelastingsreaktioner, fordi du ikke tillader dig at mærke dit eget behov for hvile, afslapning og støtte. Det kan også gøre, at du kan reagere med kritik eller fordømmelse overfor mennesker som prioriterer at gøre noget godt for sig selv, selv når de i forvejen har det godt.

Skyggen kan rumme skjulte ressourcer

Skyggen kan også sagtens være en styrke hos os, som vi ikke har erkendt. Hvis jeg feks. opfatter mig selv som en der ikke må fylde noget eller som er kedelig eller ubegavet, så er det min udstråling, udtrykskraft, kreativitet og intelligens, der ligger i skyggen. At det faktisk forholder sig sådan er ofte meget tydeligt alene ved selvopfattelsens smertefulde fokus på fraværet af disse afspekter. Heri ligger en kostbar selverkendelse skjult – som kan blive meget værdifuld i et menneskes liv, når den opdages.

Ofte er vores bevidste selvværd knyttet til de aspekter af os som er i “lyset”. Derfor kan et menneske der er vant til at se sig selv, som den der hjælper andre, miste sin følelse af værdi, hvis han eller hun bliver syge eller mister overskud. Her kan skyggearbejdet hjælpe ved at få øje på og give plads til et selvværd, der er helt eller u-betinget af feks. præstation eller nytte-værdi.

Formålet med skyggearbejde

Målet med at arbejde med skyggen er stille og roligt at “hele” vores selvforståelse, så der bliver plads til hele os i vores bevidste selvopfattelse. Det gør at vi kan leve mere helt og med mindre grad af konflikt med os selv og vores medmennesker.

Ønsker du hjælp til skyggearbejde?

Ønsker du at arbejde med dine skygger og få underkendte dele af dig selv ind i lyset igen, så er du velkommen til at kontakte mig på 22272963 eller via kontaktformularen her