Oplevelsen af mindreværd er sandsynligvis en af de mest udbredte menneskelige erfaringer. Ikke kun blandt mennesker, der kæmper i livet, men også blandt dem, der udefra ser ud til at have alt. Berømte mennesker, direktører, kunstnere, sportsstjerner – succes er bestemt ikke vejen til en grundlæggende følelse af at være god nok.
Den kendte TV-vært Oprah Winfrey har fortalt, at næsten alle de mennesker, hun interviewede gennem årene – uanset hvor succesfulde de var – efter optagelsen spurgte noget i retning af: “Var det godt nok?” eller “Synes du, det var okay?” Bag præstationer, anerkendelse og berømmelse lever ofte den samme tvivl, som mange af os kender.
Det fortæller noget vigtigt: Mindreværd er ikke et tegn på, at der er noget galt med dig eller at du mangler noget for at være fuldt ud værdig som menneske. Mindreværd er snarere nærmest et menneskeligt vilkår, som mange bærer rundt på.
Men måske er ordet mindreværd i virkeligheden misvisende.
Du er nemlig ikke blevet mindre værd. Du mærker bare mindre af dit værd.
Det er en afgørende forskel.
Når et barn gentagne gange oplever afvisning, kritik, utryghed eller følelsesmæssig ensomhed, udvikler det naturligt en beskyttelsesstrategi. For at kunne holde smerten ud lukker barnet gradvist ned for dele af sin følelsesmæssige oplevelse.
Dette giver mening: Hvis smerten bliver mindre, bliver livet mere udholdeligt.
Men vores følelsesliv har ikke en kontakt, hvor vi kan skrue ned for de svære følelser uden samtidig at skrue ned for de gode.
Når vi lukker ned for sorg, skam eller frygt, lukker vi samtidig ned for oplevelsen af liv, glæde, tryghed, spontanitet, værdighed – den stille grundlæggende fornemmelse af at være god nok, som allerede findes i os.
Derfor handler vejen tilbage til selvværd sjældent om at lære at tænke mere positivt om sig selv.
Den handler om gradvist at genfinde kontakten til de følelser, man engang var nødt til at lukke ned for.
Ikke for at dvæle ved fortiden, men fordi det er den vej, kontakten til én selv genopstår.
Jo mere plads der bliver til den gamle smerte, desto mindre behøver beskyttelsen at holde os på afstand af os selv.
Og langsomt begynder noget andet at vise sig.
Ikke et nyt selvværd.
Men det selvværd, der hele tiden har været der.
For menneskelig værdighed er ikke noget, vi skal skabe. Den er ikke en præstation. Den er ikke noget, vi skal gøre os fortjent til.
Den er medfødt.
Den kan skjules, vi kan gøre os følelsesløse for den, men den kan ikke forsvinde.
Måske er det også derfor, at så meget af vores kultur og økonomi kredser om løftet om, at “hvis du har eller opnår det og det – så bliver du nok.”
Hvis bare du køber det rigtige.
Hvis bare du ser sådan ud.
Hvis bare du får den titel.
Hvis bare du tjener flere penge.
Hvis bare andre beundrer dig.
En stor del af verdens økonomi lever – bevidst eller ubevidst – af vores oplevelse af mangel. Reklamer sælger sjældent bare produkter; de sælger en forestilling om, at noget mangler i os, og at netop dette produkt kan udfylde tomrummet.
Der er selvfølgelig intet galt i at ønske sig et smukt hjem, en god bil eller en ny telefon. Materielle ting kan skabe glæde og gøre livet lettere.
Problemet opstår, når vi kommer til at bruge dem som bevis på vores værdi.
For intet ydre kan varigt udfylde en indre tomhed eller et indre fravær af kontakt til os selv.
Jo mere vi forsøger at købe følelsen af værdi udefra, desto mere risikerer vi at miste forbindelsen til den kilde, hvor den faktisk findes.
Den største forandring sker derfor ikke, når vi bliver bedre til at præstere, men når vi igen tør være i kontakt med os selv – også dér, hvor det gør ondt.
Paradoksalt nok er det ofte gennem smerten, at vi finder hjem.
Ikke fordi smerten er målet.
Men fordi den var den dør, vi engang lukkede.
Og bag den dør venter ikke kun sorgen.
Der venter også glæden, roen, trygheden, livskraften – og oplevelsen af den værdi, som aldrig har været væk, men blot har været skjult.
