Et af kærligheds-forholdets store bonus-gaver til os er at det fremkalder både de skønneste og mest udfordrende sider af os og det tydeliggør samtidig vores indre relation til os selv. Vores relationer til andre er på den måde også et spejl.
Af samme grund er et fokus i parterapi for mig at inspirere og hjælpe begge parter i forholdet med at undersøge og styrke deres indre relation til sig selv – når og hvis det naturligt tematiseres i løbet af den terapeutiske samtale og proces. Når begge parter styrkes i deres indre ro og fundament styrkes dermed også kommunikationen og kontakten og forholdet bliver præget af større ro, tydelighed, ærlighed og klarhed.
I mit arbejde med par bruger jeg ofte et billede på parforholdets udviklingsmæssige poler:
Vi kan som par være lidt som de “sorte huller”, astronomien beskriver, der suger alt til sig. Som mennesker kan vi befinde os i en oplevet mangel-tilstand (oftest helt ubevidst), hvor vi søger bekræftelse, opmærksomhed og tryghed hos hinanden. I den tilstand kommer relationen let til at handle om at få noget fra den anden og der kan opleves en form for afhængighed af den anden og ofte samtidig en kamp med den anden. Forholdet kan også føles som en form for fortløbende handel med hinanden og blive til en en noget-for-noget relation. Relationen er i denne yderpol relativt frygtstyret og frygtpræget – frygten for ikke at være god nok for de anden og frygten for at miste den anden – dette behøver dog bestemt ikke være noget parret bevidst mærker, det bliver ofte først bevidstgjort, når man begynder at arbejde mere indgående med det.
Parforholdet rummer muligheden for at udvikle sig i retning af at blive mere som et andet astronomisk fænomen: Nemlig at opleve sig mere som to sole, der begge stråler frit og som naturligt tiltrækkes af hinanden – ikke fra oplevet behov eller mangel, men ud fra en levende, gensidig og magnetisk tiltrækning. Man kan sige at forholdet nu er kærligheds-betinget i modsætning til den tidligere større frygt-styring. Den er betinget af at begge erfarer sig som fyldte af kærligheden og hele i sig selv ubetinget af om de er sammen med nogen eller ej. Jeg oplever ofte i parterapi, at par sidder fast i kommunikationen, fordi deres respektive mindre-værdsfølelser og følelsesmæssige sår – deres “sorte huller” – begynder at styre samspillet i forholdet, hvilket kan føles som en unødig “slåskamp” eller som barnlige reaktionsmønstre. Det kan f.eks. være underliggende og ofte ubevidste oplevelser af ikke at være god nok – enten for den anden eller som menneske i det hele taget – og en tvivl på egen værdi i relationen. Når de ubevidste sår eller “huller” identificeres, er det muligt for parterne at komme fri af “slagsmålet” og mønstrene.
Et af mine fokuspunkter i forbindelse med parterapi er at støtte begge parter i at se og styrke deres indre relation til sig selv. Når det sker, bliver forholdet mere frit og roligt mindre præget af afhængighed – det bliver en mere fri og levende udveksling mellem to mennesker, der i højere grad hviler i sig selv og deres naturlige værdighed.
Netop i kærlighedsrelationen bliver vores “sorte huller” tydelige. Parforholdet kan derfor ses som både et spejl og et kærligt erfaringsrum, hvor man kan lære sig selv og kærligheden dybere at kende. Her bliver det muligt at erfare, at kærlighed ikke er noget, man skal præstere eller give, men noget der allerede er her – og som naturligt kan få plads, hvor der er ærlighed og nærvær.
