Et af kærlighedsforholdets store bonusgaver er, at det fremkalder både de skønneste og de mest udfordrende sider af os. Samtidig tydeliggør det vores indre relation til os selv. Vores relationer til andre bliver på den måde også et spejl.
Af samme grund er et vigtigt fokus i min parterapi at inspirere og støtte begge parter i at undersøge og styrke deres indre relation til sig selv – når og hvis det naturligt tematiseres i den terapeutiske proces. Når begge parter finder mere ro og hviler mere i sig selv, styrkes også kontakten, kommunikationen og relationen. Forholdet bliver ofte præget af større ro, tydelighed, ærlighed og klarhed.
I mit arbejde med par bruger jeg ofte et billede på parforholdets udviklingsmæssige poler.
Vi kan som mennesker rumme nogle “sorte huller” som dem, astronomien beskriver, der suger alt til sig. Vi kan indvendigt gå med en oplevet mangeltilstand – oftest helt ubevidst – hvor vi søger bekræftelse, opmærksomhed og tryghed hos hinanden. Når denne er aktiv kommer relationen let til at handle om at få noget fra den anden. Der kan opstå en afhængighed af partneren, og forholdet kan også opleves som en kamp eller en fortløbende handel – en “noget for noget”-relation.
I denne yderpol bliver relationen relativt frygtstyret. Frygten kan handle om ikke at være god nok eller om at miste den anden. Ofte er disse dynamikker ubevidste og bliver først tydelige, når vi begynder at undersøge dem nærmere.
Parforholdet rummer også muligheden for at udvikle sig i en anden retning. Man kan nærme sig en oplevelse af at være mere som to sole, der begge stråler frit og naturligt tiltrækkes af hinanden – ikke ud fra mangel eller behov, men ud fra en levende, gensidig og magnetisk tiltrækning.
Man kan sige, at forholdet i højere grad bliver kærlighedsbåret end frygtstyret. Det forudsætter, at begge parter i stigende grad grundlæggende oplever sig hele og fyldte i sig selv – uafhængigt af, om de er sammen med nogen eller ej. Denne fyldthed kommer ikke af en præstation eller af at blive bedre – den er blot en gradvis opdagelse og indre erfaring i takt med at mangel-følelsen fortager sig.
Jeg oplever ofte i parterapi, at par sidder fast i kommunikationen, fordi deres respektive mindreværdsfølelser og følelsesmæssige sår – deres “sorte huller” – begynder at styre samspillet. Det kan opleves som en unødig slåskamp eller som barnlige reaktionsmønstre. Det kan eksempelvis handle om en underliggende og ofte ubevidst oplevelse af ikke at være god nok – enten for den anden eller som menneske i det hele taget – eller en tvivl på egen værdi i relationen. Når disse ubevidste sår bliver bevidste og mødt, bliver det muligt at slippe de gamle mønstre og komme fri af den “kamp” der kan udmønte sig i feks usikkerhed på hinanden, afstand, konkurrence, jalousi m.m.
Et af mine fokuspunkter i parterapien er derfor at støtte begge parter i at styrke deres indre relation til sig selv. Når det sker, bliver forholdet friere, roligere og mindre præget af afhængighed. Relationen bliver en levende udveksling mellem to mennesker, der i højere grad hviler i sig selv og deres naturlige værdighed.
Netop i kærlighedsrelationen bliver vores “sorte huller” tydelige. Derfor kan parforholdet ses som både et spejl og et kærligt erfaringsrum, hvor vi kan lære os selv og kærligheden dybere at kende. Her bliver det muligt at erfare, at kærlighed ikke er noget, vi skal præstere eller skabe, men noget der allerede er her – og som naturligt får plads, når der er ærlighed, nærvær og mod til at møde os selv.
