Oplevelsen af mindreværd er sandsynligvis en af de mest udbredte menneskelige erfaringer. Ikke kun blandt mennesker, der kæmper i livet, men også blandt dem, der udefra ser ud til at have alt. Berømte mennesker, kunstnere, sportsstjerner, millionærer – succes er bestemt ikke vejen til en grundlæggende følelse af at være god nok.
Den kendte TV-vært Oprah Winfrey har fortalt, at næsten alle de mennesker, hun interviewede gennem årene – uanset hvor succesfulde de var – efter optagelsen spurgte noget i retning af: “Var det godt nok?” eller “Var jeg okay?” Bag præstationer, anerkendelse og berømmelse lever ofte den samme tvivl, som mange af os kender.
Mindreværd er ikke et tegn på, at der er noget galt med dig eller at du mangler noget for at være fuldt ud værdig som menneske. Mindreværd er snarere nærmest et menneskeligt vilkår, som mange bærer rundt på.
På en måde er ordet mindreværd misvisende. Du er nemlig ikke blevet mindre værd. Du mærker bare mindre af dit værd.
Hvis vi som børn gentagne gange oplever afvisning, kritik, utryghed eller følelsesmæssig ensomhed, udvikler vi naturligt en beskyttelsesstrategi. For at kunne håndtere smerten lukker barnet gradvist ned for dele af sin følelsesmæssige oplevelse. For hvis smerten bliver mindre, bliver livet mere udholdeligt.
Men vores følelsesliv har bare ikke en knap, hvor vi kan skrue ned for de svære følelser uden samtidig at skrue ned for de gode.
Når vi lukker ned for sorg, skam eller frygt, lukker vi samtidig ned for oplevelsen af liv, glæde, tryghed, spontanitet og vores naturlige og medfødte værdighed – den grundlæggende følelse af at være god nok, som vi er født med.
Derfor handler vejen tilbage til at mærke og tydelgt opleve eget selvværd sjældent om at lære at tænke mere positivt om sig selv.
Den handler om gradvist at genfinde kontakten til de følelser, man engang oplevede sig nødsaget til at lukke ned for. Ikke for at grave i fortiden, men fordi det er ad den vej, kontakten til én selv genopstår.
Jo mere plads der bliver til den gamle smerte og til at den kan få lov at bevæge sig som følelser naturligt gør, desto mindre behøver vi at lukke os og holde os på afstand af os selv. Dermed kan vi helt automatisk bedre mærke os selv og komme i bedre kontakt med vores medfødte selvværds-følelse.
Menneskelig værdighed er ikke noget, vi skal skabe. Den er ikke en præstation. Den er ikke noget, vi skal gøre os fortjent til. Den er medfødt.
Den kan skjules, vi kan gøre os følelsesløse for den, men den kan ikke forsvinde.
Men mange af os mangler faktisk at mærke vores naturlige selvværd – og meget i vores verden er baseret på mindreværdet og feks løftet om, at “hvis du har eller opnår det og det – så bliver du nok.” Hvis bare du køber det rigtige – vvis bare du ser sådan og sådan ud, hvis bare du får den titel, hvis bare du tjener flere penge, hvis bare andre beundrer dig.
En stor del af verdens økonomi og kultur lever – bevidst eller ubevidst – af vores oplevelse af mangel. Reklamer sælger sjældent bare produkter; de sælger en forestilling om, at noget mangler i os, og at netop dette produkt kan udfylde tomrummet.
Der er selvfølgelig intet galt i at ønske sig et smukt hjem, en god bil eller en ny telefon. Materielle ting kan skabe glæde og gøre livet lettere.
Problemet opstår, når vi kommer til at bruge dem som bevis på vores værdi.
For intet ydre kan varigt udfylde en indre tomhed eller et indre fravær af kontakt til os selv.
Jo mere vi forsøger at købe eller opnå følelsen af værdi udefra, desto mere risikerer vi at miste forbindelsen til den kilde, hvor den faktisk findes.
Den største forandring sker derfor ikke, når vi bliver bedre til at præstere, men når vi igen tør være i kontakt med os selv – også dér, hvor det gør ondt.
Paradoksalt nok er det ofte gennem smerten, at vi finder hjem. Ikke fordi smerten er målet. Men fordi den var grunden til at vi lukkede ned for at mærke os selv.
Når vi tør møde smerten, sorgen, vreden, hadet eller de svære følelser vii er fyldt af kan det bedre bevæge sig og dermed kan vi skabe plads til igen også at mærke vores naturlige iboende livsglæde, ro, tryghed – og oplevelsen af det selvværd, som aldrig egemtligt har været væk, men blot har været skjult og ikke-mærket.
