Indre barn-arbejde

Hvad er det indre barn?

Det “indre barn” er et udtryk for den mest umiddelbare og sandfærdige udgave af dig selv.

Du kan være et menneske, der på overfladen er smilende, strålende, aktiv og succesfuld. Men møder du barnet i dit indre, vil det måske sidde og gemme sig under dynen – måske med tårer i øjnene, måske med en tom og opgivende stemning i kroppen.

Men du har lært at gemme barnet, din umiddelbarhed, væk i dit liv. Ganske som du nu ser barnet gemme sig under dynen.

Måske var tristhed eller vrede ikke velkommen i dit hjem. Måske var følelser slet ikke velkomne. Eller måske var mor og far bare ikke i stand til at møde dig, når du var vred eller ked af det. Måske var de der slet ikke – hvad enten de var opslugt af arbejde, deres egen smerte eller virkningerne af alkohol og stoffer.

At blive sin egen indre forælder

Arbejdet med det indre barn er ofte vejen til den egentlige heling af den smerte, der er opstået i mødet med livet, forældrene og mennesker omkring os.

Muligheden for ethvert menneske er at give sig selv tid og rum til – måske for første gang – virkelig at møde barnet som en kærlig forælder eller en kærlig ven i det indre.

At sige tak for nu og for det, som var, til sine forældre og derefter selv overtage den indre forældrefunktion: at give forståelse, kærlighed, omsorg, støtte, opmuntring og opbakning til sig selv i et indre forældre-barn-forhold.

På den måde bliver du din egen voksne, og du bliver fuldt selvansvarlig – også i det indre. Du bliver herre i eget hus.

Når glæden får rødder

I forhold til det nævnte eksempel med det på overfladen smilende og succesfulde menneske:

Når du møder og favner dit indre barn og kan leve i overensstemmelse med den vejledning, der ligger i din mere sande og umiddelbare natur, kan din glæde nu både ses og mærkes – også under overfladen.

Din ydre succes i livet vil ikke længere være en betingelse for din glæde og din indre fred.

At blive som barn på ny

Arbejdet med det indre barn er dybest set arbejdet med at få en relation til din egen mest naturlige og vitale indre livs-strøm – i første omgang som en indre forældre-barn relation.

I sidste ende som en voksen, der har integreret sin naturlige umiddelbare kraft og er blevet som barn på ny – levende, spontan og hel.